En god sang og en lille film jeg flettede sammen af en masse gamle minder. Sangen er fra albummet “Oven Visse Vande”. Det var dengang jeg altid var så pløret at jeg hældte fadøl ud af øret. Min næse var lilla og porøs og fluer faldt til jorden når jeg nøs da jeg mødte dig. Min bevisthed var næsten helt forkullet. Mine øjne slæbte hen ad gulvet. Havde mest kontakt med mine sko som oftere var fire end to da jeg mødte dig. Mine ord var lallen og stammen. Jeg ku`dårligt holde læberne sammen. Min tunge var en åre uden båd viklet ind i en lang lang tabt tråd da jeg mødte dig. Men en dag fik jeg sanserne tilbage: Jeg ku høre, føle, se og smage. Fik gjort hovedrent i min forstand, blev igen en levende mand da jeg mødte dig. Nu gled tågerne bort fra mine øjne. Alle ting stod skarpe og nøgne. Jeg vågned til et mareridt efter lang tids ophold i sprit da jeg mødte dig. Som om alting gjalt om at forhindre den mindste livslyst i at overvintre. Det var mode at gøre stor fortræd, de onde lo imens de gode græd da jeg mødte dig. Man bekæmpede nælder med tidsler, holdt på skift hinanden som gidsler. Alle rakkede hinanden ned (Rakke OP var der ikke no`et der hed) da jeg mødte dig. Og jeg bad: Åh, lad mig igen forsumpe! Lad min lever og hjerne bare skrumpe! Tak for alt! Nu vil jeg synke ned I min trygge omtågethed! – da jeg mødte dig. Lad mig drukne i alkoholens bølger med samt alt hvad der deraf følger, for så snart jeg viser mig på land blir jeg bare èn stor tømmermand – da jeg mødte dig …